21st century digital boy

Tilbage i 1990, og ja, det er faktisk forbasket længe siden... Folk der er født i 1990 kan køre bil... og få børn selv... Puh...

Nå. Men tilbage i 1990 indspillede Bad Religion nummeret 21st century digital boy. I omkvædet synger de: I don't know how to live, but I've gotta lotta toys.

Jeps. Det må siges at være sandt. Dagen i dag er forsvundet med at sætte de seneste sager op til lir. Googles Nexus 4 telefon og tabletten Nexus 7 er i hus, og jeg ligger i skrivende stund, og klimprer løs på min Asus-bærbare. For de mange, der ikke tænker ligesom jeg, så er Nexus 7 lavet af Asus og derfor føles det hele lidt som om det er det samme.

Så masser af legetøj indeed. Og når man tilbringer en hel dag med at få telefonen sat op præcist som man vil, så må man sige, at drengene fra Bad Religion havde ret: I don't know how to live....

Vil jeg være venner med Tony Soprano?

Film- og TV-producenterne har længe opgivet den rigide standard-opdeling af godt og ondt. Der var en gang, hvor skurken havde mørkt hår og overskæg, og helten var klædt i hvidt med blonde lokker og ikke et hår på hagen. Langsomt er grænserne begyndt at flyde sammen. Først var det skurke som Darth Vader, der ender med at blive gode fyre, og Clint Eastwood der bryder loven igen og igen for at få ram på den virkelige skurk. Og i dag er det det virkelige skurke, der bliver portrætteret i vores ugentlige TV-fix.

Tony Soprano er en fuldt funktionel psyko- og sociopat, der bliver menneskeliggjort via de nedarvede panik- og angstanfald, samt hans store kærlighed til familien og "Familien". Selvom han både er utro og ikke det bedste forbillede for sin familie, så handler han, efter egen overbevisning, efter familiens ve og vel. Og "Familien" er det ypperste. Der er intet der kan retfærdiggøre at man går imod familien. For familien står for ting som ære og loyalitet.

Og serierne bugner med lignende sociopatiske hovedroller, som vi som seere bruger tid og kræfter på aktivt at undgå. Sons of Anarchys hovedrolle, Jackson Teller, lider, ligesom Tony, af forskudte etiske grænser, hvor klubben kommer først, og loyalitet og ansvarlighed overfor sine nærmeste retfærdiggør en noget lemfældig omgang med skydevåben, narkotika og mord. Steve Buscemis gør det fremragende som korrupt embedsmand i Boardwalk Empire, og seriemorderen Dexter, i serien af samme navn, retfærdiggør en af menneskehedens mest groteske bagsider ved at kombinere den med selvtægt.

De lyder jo frygtelige, allesammen. En flok skydegale, morderiske, grådige, egocentriske sociopater. Men vi sidder jo ikke og fordømmer disse personer for deres, enormt, dårlige sider. Vi sidder jo ikke og tænker: "Sikke da en psykopat." Vi accepterer præmissen og lader plottet udfolde sig, mens hjernen får lov til at lege "Hvad nu hvis...."

"Hvad nu hvis det var mig, der var mafioso og nogen havde skudt en af Familiens medlemmer? Hvad nu hvis jeg var rocker og skulle smugle våben over grænsen? Hvad nu hvis jeg skulle skaffe opbakning til opførsel af en motorvej? Hvad nu hvis jeg slog nogen ihjel?"

Samfundet selvbestaltede vogtere, som Vibeke Manniche, går i selvsving over denne form for underholdning og holder stædigt fast i, at den slags opfordrer til uterlig opførsel. Men det passer jo ikke. Antallet af rockergrupper og mafia-familier er ikke steget. Og dem der slår hinanden ihjel gør det efter en dårlig bytur eller fordi deres kærester ikke kan beholde bukserne på. Det er ikke formålet med dette indlæg at skulle løfte en pegefinger og stille mig ved pseudo-kloge-aagernes side. Jeg tror ikke på, at den slags tv og film har indflydelse på mig eller andre.

Der sker noget i disse dage, hvor TV-serierne giver skabere og skrivere mulighed for virkelig at lege med persongallerier og plotlinier. En stor del af dem handler om kriminal-tekniske afdelinger, der kan spore morderen på tværs af tid og kontinenter, og finde lige præcis dig, hvis du slår ihjel, fordi jorden i netop DIN baghave er ganske unik, og du er den eneste i verden, der har en sølvgrå Ford Mondeo, med netop DIN type dæk. Og på den anden side serier med ikke blot semi-skurke, men deciderede bad-guys. Som oftest er langt mere spændende end David Caruso, der dramatisk tager solbrillerne af og lyder som en mere drenget udgave af Batman.

Der er vel flere forskellige årsager til at vi som mennesker nyder at se serier som Sopranos og Sons of Anarchy. Flirten med det farlige er vel den åbenlyse. Der kan jo også argumenteres for, at vi i serierne ganske enkelt mangler en "good-guy" og derfor adopterer en skurk, men det er bare ikke tilfældet, for skribenter og skabere af serierne bruger mange kræfter på at gøre disse karakterer til mennesker, som man kan holde af. At give dem et specielt værdisæt, som vi som mennesker kan relatere til.

Når Tony Soprano slår ihjel for at beskytte "Familien", så kan vi relatere. Vi vil også gøre alt for vores egen familie og vores rigtigt godt venner. Når Enoch "Nucky" Thompson starter en bandekrig, er det for samfundets bedste, for det får de involverede ekspederet på kirkegården eller i fængsel. Vi retfærdiggør handlingerne, fordi vi kan sætte dem i perspektiv og se flere forskellige sider. Og fordi det foregår på skærmen. Dejligt trygt og langt væk fra vores virkelige verden.

Jeg betragter mig selv som værende en nogenlunde omgængelig person. De fleste mennesker kan lide mig, nogen kan ikke. I Tony Sopranos tilfælde, aner jeg ikke, hvordan jeg ville passe ind i hans verdensbillede. Jeg er dog temmelig sikker på, at jeg ikke vil få så meget at skulle have sagt. Hvis han vil være min ven, så bliver han det.

På godt og ondt.